Albertines tanker fra Novemberhelgen 1905

Champagnen er paa Bordet og de unge mennesker vrimler rundt mig.
Der er icke lengre nogen igjen som husker mig. De unge ser mig bare som den gamle Enkefruen, den bestemte, den sinte, den urimelige, den med alt for mange historier og som aldri bliver fornøyd med sin Te.
Hun de er tvunget at vise respekt, men som de ler af naar hun icke lengre er tilstede.

Enkerfruen som aldri vil dø….

Min gamle Kropp er mett af Dage. Det gjør ondt naar jeg beveger mig, og jeg trives best i stolen min. De unge flyr forbi paa lette vinger, og jeg kan icke følge efter. ”Sett Dig her hos mig”, beordrer jeg de unge. ”Fortell mig noget, les et dikt, eller syng en sang.” Et lite øyeblikk har jeg fanget dem hos mig før de flyver videre.

Naar jeg igjen sitter der alene finner mine Fingre frem til Tangentene paa Klaveret. Ved Klaveret kan jeg faa opplevelsen af at jeg ogsaa kan flyve. Mine Fingre glir over Tangentene og ud kommer der musikk. Den tar mig fra denne Verden, og jeg føler mig igjen ung. Der finnes bare to former for Kjærlighet der er viktig: den man har til sin Familie, og den man har til Musikken. Og der er bare musikken man kan være sikker paa vil elske Dig tilbage uansett hva.

Der er ingen som husker mig. De som en gang kjente alt ved mig er for lengst rejst over til den andre siden. Men selv icke de som kjente mig som mer enn den ”gamle Drage” er her lengre. En efter en har Vaar Herre hentet dem Hiem. Nu er der bare mig igjen. Innimellem føler jeg mig ensom og jeg leter efter noget der kan give mitt liv mening. I slike nedtrykte stunder kommer der plutselig nogen og setter sig paa armlenet af min stol. Edith eller Adamina legger sin arm rundt mig, og jeg husker paa nytt hvorfor jeg ennu icke har gjort den siste rejse.

Om jeg er gammel kan jeg stadig samle de unge paa tross af deres uenigheter.

Musikken, og lyrikken faar dem alle til at stanse opp og lytte til hinanden. Selv Oliver bruker tid med den gamle Drage naar hun spiller til hans sang. Der er ingen som bryder sig med de unge Frøkners standhaftige meninger naar de synger og spiller saa vackert for oss. En Far faar Taarer i sine Øyne naar hans Børn synger, selv om han like før har haft en voldsom krangel med dem. Sammen staar alle de unge rundt Klaveret mens de synger Nationalsangen, og et lite øyeblikk er alle uenigheter lagt til side.

            Det er godt at de unge stadig kan vise mig nok respekt til at underholde mig naar jeg ber om det. Kun en gang var der en ung Frøken som snakket til mig paa en saadan maade at jeg blev forskrækket. Ikke en gang Adamina ville have snakket til slikt til mig, spesielt icke uden at be om unskyldning efterpaa. Jeg blev saa forskrækket at jeg icke klarte at fortelle hennes Far, den gode Theodor om hendelsen. Med en Kone der frivillig rejser fra Mann og Børn skal jeg icke paalegge ham flere sorger. Det er icke første gang nogen snakker til mig uten respekt, og Frøken Cappelen gjorde det icke for at være ond. Det unge børn er jo nesten morløst, og har bare mange stærke, dog urimelige meninger. Hun er heller icke det eneste Børn der har urimelige meninger og alle deres foreldre gjør lite for at skjule sin usømmelighet. Jeg rister paa hodet i stillhet, vad man gjør og mener bak lukkede Dører er intent Problem. Men denne parade af sterke Meninger og usømmelighet kan umulig ende godt.

Jeg ser paa de Unge og registrer deres oppførsel. De troer de er usaarbare. At deres handlinger icke vil faa Konsekvenser. Selv om jeg vet bedre haver jeg icke tenkt at fortelle det til dem. Stadig forsøker de at utfordre regler og normer der er satt for at ivareta deres fremtid og deres sjeleliv. Jeg kan icke lengre forstaa dem og lar dem faa mene det de selv ønsker. Det er bare naar Konsekvensen blir for kostbar at jeg invitere paa Te for at give en lille Preken. Uansett hva man mener haver man icke raad til at sett sig opp mot sin Mann eller Far. At vise respekt for Mannen i Huset er første Bud i et Hushold.

Kanskje jeg haver vært et daarlig forbilde. Jeg haver aldrig vært ydmyk ovenfor Oliver. Det morer mig at erte ham, og jeg haver saa faa glæder igjen. Nogen af mine højdepunkter paa dagen er de ganger jeg kan fortelle Oliver at jeg vet hvor meget han ønsker mig langt afgaarde. Bare for at høre ham lyve mig i annsiktet naar han forteller mig at det slettes icke er sant og hvor høyt han setter pris paa mitt selskab. Jeg kan godt forstaa han er trett af at ha mig i Huset og hans Løgner er velkomne.

Uansett hvor meget jeg liker at erte ham skal der sies at jeg alltid anerkjenner hans rolle som Mannen i Huset. Jeg taaler icke at nogen taler stygt til ham. Jeg skal icke klage om man taler stygt i stillhet bak hans rygg. Men offentlig skal han behandles med den respekt han fortjener som Herre i sitt Hus.

Nei, der er ingen som kjenner den virkelige Albertine lengre. Men det morer mig at vise henne frem av og til. Min familie ville satt pris paa at Oldemor holdt sig til Klaveret og Heklepinnene. Like vell klarte jeg ikke dy mig naar Lord Hastings troede han kunne slaa mig i at synge uanstendige sanger. Det var synd for de unge Frøkner som aldri skulle hørt slike sanger, men de blev advart om at de burde gaa ud. Jeg var veldig fornøyd naar jeg vant. De gamle er fremdeles eldst som det heter, og man behøver ikke lære Oldemor at pule. Naar saa Edith kom med to Glass Tarald for at drikke mig i søvn gikk jeg med glede i Seng. Det var absolutt værdt det.

Edith var heller ikke overbegeistret naar jeg begynte at vifte med Kniven den siste Aften for at understreke min dramatiske Sang. Oliver saa ogsaa sjokkert, om en litt haabefull ud

            Hadde jeg kjent min besøgelsestid hadde jeg kanskje stukket den i mig. Det er bare saa vanskelig at finne veien gjennom alle Staalspilene i mitt Korsett. Naar jeg en dag innser at min besøgelsestid gikk ud for ti aar siden skal jeg heller terge paa mig min kjære Oliver og haabe at han har mod nokk til at give mig litt ekstra kryderier i min te. Men enn saa lenge faar min Familie holde ud med mig en stund til, jeg er icke klar til at rejse fra dem ennu. Adamina stadig paa jakt efter noget i sitt liv der giver henne mening. Wilhelm der trenger at more sig. Oliver trenger nogen til at holde ham i ørene. Edith trenger mig. Alle trenger de noget der holder dem samlet, og jeg kan icke rejse før jeg vet at de forstaar det selv.