Brev fra Ole Bull

17. Juni 1835, Paris

Skjønne Albertine.

Selv om jeg adrig sa et ord til Dem, og ikke De til mig, saa visste jeg i det vi møttes at mine følelser for deg icke gikk at uttrykke med Ord. Fordi det var en solstraale som jeg lukket ut av syne naar jeg sto der for at spille paa podiet, men Solen selv kunne jeg icke udviske.

Det var som en deilig Drøm naar jeg endelig fik anledning til at faa Dem i tale efter conserten, og nu kan jeg ikke faa Dem vekk fra mitt sind.

I min bøn til Gud hvisker jeg Albertine, min Musikk, min Ære, min Fædrelandskjærlighet, min Skjene, min fremtidige Bopel, mit hele Haab heretter og for evig er Albertine.

Jeg var saa nervøs før konserten, to minutter førend min Intrædelse paa Scenen sprang den anden Streng paa min Violin, fortvilet tog jeg en gammel udslidt Streng og satt paa, jeg traadte op som en der gaar til Retterstedet…Alting tyst…jeg havde annonceret en fantastisk Capriccio uden Accompagnement…to ganger løftede jeg min Arm for at begynde og … to ganger faldt den ned af sig selv, jeg var nær ved å besvime… i samme Øieblik…faaer jeg Øie paa et triumpherende Haanblik i Orchesteret…Bravo, Bravissimo, hørte jeg immellem mine Accorder som brusede stærkere og stærkere og endelig forsvandt lidt efter lidt i Fløitetoner, tilsidst med en heldig Inspiration faldt jeg ind i min Adagio sentimentale med Accompangement af hele Orchesteret. Min Amati havde triumphered, og det var da jeg fick øye paa Dem. Den vackreste av alle Kvinder, og  jeg viste at mitt Hierte icke fick ro før jeg havde faaed Dem at tale.

Det giør mig ondt at De allerede om to Dager skal rejse fra Paris og tilbage til Christiania, men jeg ber Vaar Herre om at vaare vejer igen vil mødes. Jeg vil passe paa at rejse gjennom Christinia neste gang jeg er tilbage i mitt kiære Norge, og haaber du vil møde mig.

Jeg vet at mitt Hierte vil briste om jeg aldri fikk se Dem igen.

Deres beundrer     Ole Bull.