Norges Dæmring

At traakke over Terskelen til en annen Verden. Se sig engstelig omkring paa alle de nye Menneskene der ville kaste Dig ut hvis de fikk vite hvor du kom fra.
Selv om man gjør sig liten og usynlig ser de like vell paa Dig med undring i blikket. ”Hvem er De?” kommer Spørsmaalet. ”Hvor kommer De fra Fru Sverdrup?” ”Hvem er Deres Far?” Jeg kan ei svare paa Spørsmaalene som blir stilt, og ser genert ned i Suppen paa bordet foran mig. Icke kan jeg fortelle dem at min Far var en Spillemann, og at jeg har bodd i Vika de siste to Aarene. Der har jeg har spilt Violin og Klaver paa Horehuset Dørken. Min nye mann er icke mye til hjelp, han snakker med sin borddame og legger ei merke til de nysgjerrige blikk som blir sendt mig.
         Jeg vet icke hvordan jeg skal oppføre mig rundt bordet, og forsøker at herme efter Kvinnen som sitter paa andre siden af bordet. Hun sender mig stygge blikk, men likevel forsøker jeg at spise min suppe slik hun gjør det. Min mann introduserer henne som Enkefru Frydenlund. Naar hun oppdager at jeg hermer efter henne er det som hun motvillig forsøker at lære mig den riktige maate at spise paa. Jeg blir likevel saa nervøs, min haand skjelver, og jeg tør ikke spise mer i frygt for at suppen skal renne ned over min nye Kjole. Hovmesteren Sigurd Kjernli kommer mig til unnsetning. Med vaakent blikk hvisker han at min mat venter paa Kjøkkenet efter maaltidet. Jeg giver ham et tacknemlig smil og glæder mig til at spise paa Kjøkkenet.

         Før jeg kan rømme til Kjøkkenet er jeg nødt at tilbringe tid paa Kvindestuen med De andre Kvindene. Angsten kommer over mig i det jeg stiger inn med Frøknene. Der sitter Fruene og ser paa mig med sult i blikket. Jeg vet de ønsker at rive mig i smaa biter og kaste mig til Karpen. I istedenfor blir jeg tvunget til at sitte ned. De spør mig igjen om min far, og min bakgrunn. Jeg titter ned paa mine hender, og forholder mig taus til klokken ringer. Da sniker jeg mig raskt inn paa Kjøkkenet hvor jeg faar min mat.  Jeg faar sitte paa trappen bak huset og spise i stillhet. Denne gang faar jeg i mig maten og jeg ønsker et øyeblikk jeg kunne være Tiener i stedenfor Frue. Øyeblikket var ikke saa lenge da det kommer en Tiener forbi og sender mig stygge blikk. Olav Nygaard heter han og sier foraktelig til Tienestepigen Kristin Lund at hun icke burde snakke med slike som mig, og sender henne afgaarde. Jeg forstaar at han tror jeg er en Hore, men kan ikke korrigere hans antagelse.

         Jeg blir litt trist, men spiser opp min Mad før jeg trekker tilbage til Pigeværelset. Min Mann er fornærmet over at jeg har blitt plasert med Frøknene i istedenfor med ham. Selv trives jeg godt derinde med de andre pigene. De er alle hyggelige, og selv om Fruene ser ud til at bære nag mot mig har det icke smittet over paa deres Døtre.
Pigene ser ikke ud til at plages over min noe annerledes oppførsel. De hjelper mig med mine klær og forteller mig hva jeg gjør galt. Jeg hjelper dem med at sette sitt haar, men jeg forteller icke at jeg har lært det naar jeg har hjulpet de Prostituerte paa Dørken.
        

                  Jeg vil hiem, jeg ønsker ikke lengre at være paa Middelfart Familiens Landsted. Enkefruene Frydenlund og Falck, Oberstinnen og Fru Middelfart er alle Øgler der er ute efter at ødelegge mig. Stadig faar jeg høre at døtrene deres icke faar bruge tid med mig, og de jakter paa Information om mitt liv. Det største svik kom likevel fra min Mann som forteller min nemesis Enkefru Frydenlund om vaare samtaler. Hun tvinger mig at lese, selv om jeg icke kan foe saa at fortelle mig hvor penibelt det hele er. Penibelt, det ene ord som jeg har bedt min mann aldri si til mig igjen. Jeg forsøkte at sende tilbage min ring og mine klær i raseri. Det blev min mann ikke begeistret for, og han beordret mig til at ta min ring paa igjen. Den gode Fru Kjernli havede heldigvis tatt vare paa mine klær og min ring.

         Selv om jeg blev riktig saa sint er det ikke det som tynger mig nu. Jeg har faatt vite at mitt ekteskap icke er gyldig, og kan naar som helst bli kastet ut af det gode selskap. Tilbage til Dørken hvor utrygghet og sult venter paa mig. Herr Sverdrup, som icke lengre er min mann har sagt vi skal snakke med Dommer Collet. Der vil jeg nok faa høre at jeg icke lenger er ønsket, og jeg vil bli vanæret for resten af mitt liv. Min gode Venninde Frøken Arenfeldt forsøker at trøste mig, men jeg vet ikke om livet mitt er verdt at leve efter dette.

         Jeg er like ved at ta til taarer, men det er lycketaarer. Naar Dommer Collet og Herr Sverdrup hentet mig for en samtale føltes det som om jeg var paa vei til min egen begravelse. Herr Sverdrup sa at han ønsket at gi mig et lite fond saa jeg kunne ta en utdannelse inden musikk. Det var en fin tanke, han behøvde icke gi mig noget som helst. Selv var jeg fremdeles bekymret for min ære som var ødelagt. Spesielt efter samtalen med Doctoren hvor jeg forsto at jeg icke kunne være sikker paa at jeg icke var gravid. Jeg fortalte det hele til Herr Sverdrup. Jeg sa ogsaa at jeg icke brydde mig med hans afærer med Skuespillerinder og annet pakk. Jeg ville bare ha trygghet og æren i behold.
Han maa være en bedre mann en jeg troede, for det ble bestemt at vi skulle fortsette at være gift. Men det skulle settes opp en Contract der stadfestet de punkter vi ble enige om.

         Det skal bli godt at komme Hiem. Vognen tar oss snart til Christiania. Der venter det ingen onde Øgler, men noen veninder skal snart komme paa besøg. Frøken Arenfeldt, Frøken Middelfart og Frøken Frydenlund er alle bedt paa besøg. Da skal vi synge grove sanger og drikke alkohol. Det er godt min mann skal rejse til København.